Colombia

Colombia er et af de mest besøgte lande i Latinamerika. Det ligger i den nordvestlige del af det sydamerikanske kontinent og byder på masser af varieret natur, idet der både er bjerge, dale og en lang kystlinje.

Især amerikanere har fået øjnene op for Colombia, men også mange europæere er begyndt at tage på ferie i Colombia. Hvorfor? Naturen kan regnes som et klart tiltrækningspunkt, men der er også spændende byer, fremragende mad og meget billige priser.

Desuden er Colombia et godt sted at lære spansk, da de har en meget forståelig dialekt.

Fakta om Colombia

Hovedstad: Bogotá
Andre vigtige byer: Medellín, Cali, Cartagena
Befolkning: 49 mio
Sprog: Spansk
Valuta: Colombianske pesos (COP)

Vurdering af Colombia som rejsedestination:
Kultur: 7/10
Natur: 9/10
Sikkerhed: 5/10
Samlet: 21/30

Rejsedestinationer

Colombia er et af de lande, hvor hovedstaden ikke nødvendigvis er det primære sted, man skal besøge. Bogotá er meget interessant, især fordi den er et kulturcentrum i Sydamerika og har en ganske god sikkerhed i de rette områder, men der er bare så mange andre spændende steder i Colombia, at man aldrig kan begrænse sig til kun én by på en rejse til landet.

Den næststørste by Medellín er blevet ufattelig populær. Den har udviklet sig meget i løbet af årene, fra at være Pablo Escobars base og verdens farligste by i 90’erne, til nu at være en af verdens mest innovative byer med masser af attraktioner og sjove begivenheder. Klimaet er i øvrigt fantastisk og det gør måske Medellín til Colombias mest oplagte rejsedestination.

Bjergbyen Manizales er også populær. Klart et af de flotteste steder naturmæssigt, og heller ikke uden attraktioner og begivenheder.

Kystbyen Cartagena er et glimrende valg, da der både er flot arkitektur fra kolonitiden, samt nem adgang til diverse strande. Også øen Baru ligger tæt på Cartagena og kan opleves på en tur dertil.

Sikkerhed

Colombia har engang haft ry for at være verdens farligste land. Det er ikke længere det farligste, men man skal stadig passe på i visse byer og områder.

Generelt bør man arrangere ting på forhånd – have et overnatningssted klart, blive afhentet i lufthavnen, og som minimum lægge en plan for de første par dage, indtil man lige lærer kulturen at kende.

Selvom det er svært at undgå at feste i Colombia, bør man passe på med at drikke sig fuld i offentligheden, da der er kriminelle der udnytter det. Folk i Colombia kan være ufatteligt flinke og venlige, men der er også scammers, tyve og kriminelle. Man bør passe på med at gå alene, når det er mørkt, men det afhænger selvfølgelig af området. Narkotika bør naturligvis undgås, selvom det af åbenlyse årsager er et tiltrækningspunkt for visse rejsende.

Men hvis man opfører sig pænt og bruger lidt sund fornuft, så sker der ingenting. De fleste turister kommer fint hjem fra Colombia og har kun gode oplevelser med sig. Nogle oplever problemer, og det kan i teorien ske for enhver, så man skal altid være opmærksom. Både på kriminalitet, men også ting som hygiejne og højde. Nogle områder af Colombia, fx Bogotá, ligger mere end 2,6 kilometer over havets overflade, så det kan godt tage lidt tid at vænne sig til højden og den tynde luft.

Flymuligheder

Du kan komme fra Danmark til Colombia med én mellemlanding, hvis du vil til hovedstaden Bogotá. Vil du til en af de andre destinationer i landet vil det kræve to mellemlandinger, eller en køretur efter ankomst i Bogotá.

Det kan for eksempel være over Amsterdam, Frankfurt, Paris eller Madrid.

Eksempler på flyselskaber, der flyver mellem Europa og Colombia er Avianca, KLM, Lufthansa, Iberia, m.fl.

Avianca og Iberia har normalt de billigste priser og det største antal ruter. Men af praktiske årsager er selskaber som KLM og Lufthansa ret nemme at flyve med, da de har mange afgange fra de danske lufthavne til deres egne hubs i Amsterdam og Frankfurt, hvorfra du kan komme direkte videre til Bogotá.

Du vil ofte skulle igennem Bogotá som det første. Derfra kan du komme videre til stort set alle steder i Colombia.

Scroll to Top