Paraguay

Paraguay er klart det mest oversete land i Sydamerika. Der kommer ikke synderligt mange rejsende til Paraguay, til trods for at landet har en ret anderledes kultur. Der tales for eksempel ikke bare spansk i Paraguay – også sproget guarani har bibeholdt sin relevans og tales af over 90% af befolkningen. Paraguayanerne er altså tosprogede.

Landet grænser op til både Brasilien og Argentina, som de har haft historiske konflikter med, samt Bolivia mod vest. Paraguay er en indlandsstat uden direkte adgang til havet, men den vigtige Paraguay-flod løber dog igennem midten af landet og er utroligt vigtig. Også Paraná-floden løber igennem landet. Paraguay har “strande” langs deres floder og benytter dem hyppigt til handel.

En rejse til Paraguay er oplagt, hvis du vil prøve noget lidt anderledes. Det er forholdsvis nemt at komme dertil, hvis du allerede er i Sydamerika. Der går mange kontinentale fly til Asunción, og ellers ligger den næststørste by Ciudad del Este ved både den argentinske og brasilianske grænse, tæt ved Iguazú-vandfaldene. Skal du flyve fra Europa, så er der kun én direkte forbindelse – fra Madrid via Air Europa og Iberia. Du kan altså komme fra Danmark til Paraguay med en enkelt mellemlanding via Madrid.

Fakta om Paraguay

Hovedstad: Asunción
Andre vigtige byer: Luque, Ciudad del Este, Encarnación
Befolkning: 6,1 mio
Sprog: Spansk og guarani
Valuta: Guaraní (PYG)

Vurdering af Paraguay som rejsedestination:
Kultur: 7/10
Natur: 6/10
Sikkerhed: 6/10
Samlet: 19/30

Scroll to Top