Dansk kultur i Argentina

Oplev dansk kultur i Argentina

Argentina er et land, der har modtaget masser af europæiske immigranter igennem årene – præcis ligesom USA, Canada og Australien. Deriblandt mange danskere, og den danske kultur bevares og fejres måske bedre i Argentina end i noget andet land i verden.

Der er for eksempel danske restauranter, kirker, monumenter, plejehjem, og endda hele byer og regioner som bærer præg af dansk afstamning.

Fakta om dansk-argentinsk kultur

Omkring 4% af de danske udvandrere i 1800- og 1900-tallet valgte at flytte til Argentina. Det var cirka 18.000 danskere. De fleste blev, mens nogle rejste tilbage til Danmark igen. Dem der blev i Argentina var dog gode til at dyrke og bevare dansk kultur, noget som stadig ses den dag i dag.

De danske immigranter bosatte sig hovedsageligt i den sydlige del af provinsen Buenos Aires. Især i de fire amter, Tandil, Necochea, San Cayetano og Tres Arroyos. Det stoppede dog brat i 1930’erne. Siden da har kun få danskere immigreret til Argentina.

Området mellem Tandil, Necochea og Tres Arroyos kaldes ofte for det danske trekantsområde, altså et geografisk område der er kendt for at mange personer har dansk afstamning. Alene i dette område har flere end 50.000 argentinere altså dansk afstamning. I hele Argentina er tallet større, for mange er gennem årene flyttet videre til hovedstaden, altså Buenos Aires by.

Udover trekantsområdet i den sydlige del af Buenos Aires provinsen, og i Buenos Aires by, er der også danske efterkommere i mindre antal i provinserne Misiones (hvor der især også er svenskere), Río Negro og Neuquén.

Den dansk-argentinske kultur vedligeholdes primært via kirker, klubber og restauranter.

Filmen “Kolonien” kan anbefales – den som ligger på Filmstriben. Det er en dokumenter om det dansk-argentinske samfund, der dog er et par årtier gammel, men stadig rigtigt interessant og som viser hvordan nogle dansk-argentinere lever.

Danske attraktioner i Buenos Aires

Her taler vi om byen Buenos Aires, også kendt som CABA, som de fleste rejsende besøger på en tur til Argentina – og altså ikke provinsen Buenos Aires (den gennemgår vi længere nede).

Først og fremmest er der Iglesia Dinamarquesa i den klassiske bydel San Telmo, altså meget centralt i Buenos Aires by. Hvis du rejser til Buenos Aires som dansker, er det et must at besøge kirken. Der er åbent hver anden søndag, og indimellem har de begivenheder om lørdagen. Det er sikkert også muligt at arrangere et besøg på forhånd, hvis du kontakter personerne som styrer kirken.

Kirken er klassisk dansk. San Telmo var det område, hvor de relativt velhavende immigranter bosatte sig i 1800-tallet. Kirken er dog lidt nyere, idet den blev bygget mellem 1929 og 1931. Kirken er pænt udsmykket og er især kendt for den model af et skoleskib, der hænger fra loftet. Desuden har kirken et bibliotek fyldt med danske bøger.

Når du har set kirken, er det tid til at opleve den danske restaurant. Club Danés hedder den og ligger ved adressen Av. Leandro N. Alem 1074 på 12. etage. Der er kun åbent til frokost mellem 12 og 15, men det er til gengæld også en rigtig god frokost med klassisk dansk mad, god service og flotte omgivelser. I restauranten er der danske flag, billeder på væggen af Dronning Margrethe og Prins Henrik, samt meget andet. Et rigtigt hyggeligt sted, hvor priserne samtidig er meget fair.

Ellers er der isbutikken Flødeis ved adressen Thames 1890 i bydelen Palermo. Her er der dansk is på menukortet.

Bagerikæden Pandanés (dansk brød) finder du overalt i Buenos Aires. Denne kæde startede vist som noget dansk, men har nu udviklet sig til noget mere argentinsk. Dog stadig rigtig god kvalitet og fair priser i forhold til andre steder.

Hvert år er der en begivenhed i Buenos Aires, der hedder BA Celebra. Det er en offentlig kulturmesse, som afholdes én gang hvert år, hvor byen fejrer forskellige etniciteter og deres historier i Argentina. I 2024 var det den 6. august. I 2025 bliver det vist afholdt i maj. Her fejres dansk-argentinsk kultur, ligesom der fejres mange andre kulturer. En rigtig fin begivenhed. Der er danske boder med snacks (fx drømmekage og æbleskiver), småting til salg, musik, dans, osv. Begivenheden afholdes hvert år på den ultra centrale allé, Avenida de Mayo i centrum.

Rejser til Tandil, Necochea og Tres Arroyos

Den danske kulturarv er væsentligt mere koncentreret i den sydlige del af Buenos Aires provinsen, hvor de fleste danskere jo bosatte sig.

Tandil er den største af byerne. En rigtig hyggelig og sikker by, hvor der er gode restauranter og forretninger. Befolkningen er cirka 117.000 så det er ikke en lille by. Dog med flotte landlige omgivelser omkring. Tandil er fra et dansk synspunkt kendt for sin danske kirke, sin store danske klub, samt statuen af Hans Fugl som var en af de første danske pionere i Argentina. Byen Tandil er meget europæisk, da langt de fleste indbyggere har dansk, italiensk og spansk herkomst. Klart værd at besøge Tandil i nogle dage.

Necochea er den næststørste by – og måske den mest underholdende. Det er en mellemstor by (90.000 indbyggere) som ligger ud til stranden og som er blevet kendt som et populært resort. Det er oplagt at besøge Necochea om sommeren (december til marts) hvor du kan bade. Der afholdes også en årlig festival sidst i januar, hvor dansk kultur – samt andre kulturer – fejres.

Tres Arroyos har færre generelle attraktioner, men det er den by hvor koncentrationen af dansk herkomst er allerstørst. Du finder danske klubber, kultursamfund, mv. Der er en lille, men meget flot dansk kirke i Tres Arroyos.

Du kan komme til enten Tandil, Necochea eller Tres Arroyos direkte med bus fra Buenos Aires by. Det tager mellem 4 (Tandil) og 8 (Tres Arroyos) timer. Der går også busser mellem selve byerne i trekantsområdet. Ellers er det en mulighed at leje bil og selv køre rundt. Det giver mere frihed og er faktisk ikke ret meget dyrere end busbilletterne, hvis du alligevel skal rundt til alle stederne.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top