Bariloche er en skøn og populær ferieby i den nordlige del af Patagonien. Byen ligger i Argentina, men ikke langt fra den chilenske grænse. Der er naturskønne områder hele vejen rundt om Bariloche, samt andre interessante småbyer i nærheden.
I selve bycentrum er der fine attraktioner, og især mange gode restauranter og barer. Men de fleste tager til Bariloche for at opleve naturen. Og her er byen rigtig fin som en base i det nordlige Patagonien.
Her får du overblikket over de bedste seværdigheder i Bariloche samt forslag til dagsture du kan tage, hvis du skal opholde dig i byen.
De bedste attraktioner i Bariloche
I selve byen Bariloche er der nogle fine seværdigheder.
Du kan først og fremmest nyde søen Nahuel Huapi, som byen ligger ud til. Det er meget flot at gå tur langs søen, og det er noget du kan gøre hver dag.

Bariloche er kendt for sin arkitektur, der minder lidt om arkitekturen i Alperne og i Schweiz. De bedste eksempler finder du i Centro Cívico som er byens ubestridte centrum, med bygninger som har den unikke Bariloche-stil. Ved Centro Cívico ligger også Museo de la Patagonia – altså et museum der er dedikeret til Patagonien.

Domkirken Nuestra Señora del Nahuel Huapi ligger også i centrum, tæt ved søen, og er klart et besøg værd. Det er en gratis attraktion i Bariloche.
Ellers er der en masse butikker, restauranter og barer i centrum af Bariloche som du kan nyde. Vejen Mitre har alle de kendte butikker, samt mange restauranter, og hvis du går op mod sidegaderne syd for Mitre finder du barer, natklubber, poolbarer, bowlinghaller, spillesteder og mere.
En klassisk restaurant der skal prøves i Bariloche er Familia Weiss. Den ligger tæt på domkirken. Det er en restaurant i tysk stil. Retterne er de typiske patagoniske retter, og der er selvfølgelig god øl. Generelt er Bariloche kendt for sine mange bryggerier.

Chokoladebutikken Rapa Nui er fantastisk og bør besøges. Priserne er høje i forhold til gennemsnittet i Argentina, men deres chokolade er så god, at du i hvert fald skal have en æske med hjem.

Dagsture fra Bariloche
De bedste attraktioner ligger lidt uden for Bariloche, og derfor bruger de fleste turister byen som en base, mens de udforsker nærområdet.
Den dagstur, jeg allermest kan anbefale, er Camino de los Siete Lagos. Altså en rundtur til de 7 søer – en meget kendt rute i Patagonien, som går fra Bariloche til San Martín de los Andes og passerer syv smukke søer. Du kan leje bil og tage ruten selv, eller du kan reservere plads på en tour, hvor det hele foregår i bus, og hvor der stoppes ved hver sø. Jeg tog på touren, og det tog omkring 8 timer i alt.

Netop byen San Martín de los Andes er ret populær, og du kan eventuelt overveje at blive længere der. På vej dertil ligger også Villa La Angostura, en lidt mindre by som dog også er utroligt populær blandt argentinerne selv og som er et besøg værd.
Tag også en tur til Cerro Catedral. Et bjerg der ligger forholdsvis tæt på Bariloche. Du kan tage taxi eller bus for at komme dertil, og det er ikke en ret lang tur. Når du er ved foden af Cerro Catedral, skal du tage en teleférico (svævebane) for at komme op til bjerget. I vinterhalvåret vil der ofte være snevejr, og hvis der er nok sne, kan du stå på ski. Ellers er der restaurant deroppe med flotte omgivelser, så det er klart værd at opleve.

En kortere tur til Llao Llao og Col. Suiza, som ligger cirka 30 minutter mod vest, er også oplagt. Mange vælger endda at overnatte i Llao Llao, som er et af de flotteste områder, og som har mange resorter, heriblandt det ikoniske Llao Llao Hotel der rangeres som et af de bedste hoteller i verden.
Det er muligt at krydse grænsen til Chile og få et ekstra stempel i passet, men det kan tage lidt tid, da der kun er få veje, der går igennem bjergene. Jeg vil hellere anbefale at udforske den argentinske del af Patagonien, mens du er i Bariloche, og måske tage en hel tur til Chile senere. Du kan dog komme forholdsvis tæt på Chile ved at tage på en af de tours der sejler til den mest vestlige del af Nahuel Huapi og som også kommer forbi Lago Fría. Her kan man bogstavelig talt kigge ind til Chile, og området ved Lago Fría er kendt for at være utroligt smukt.
Der er flere dagsture i nærheden, som du kan overveje, men de ovenstående er de primære. Tag som minimum ud på Camino de los Siete Lagos og besøg derudover Cerro Catedral. Resten af overvejes og tilpasses alt efter om du har tid til det – men fokusér i hvert fald på de vigtigste.
Hvis du endnu ikke har booket overnatning, så læs min artikel om hoteller i Bariloche hvor jeg anbefaler de to bedste muligheder.