
Langt de fleste, som besøger Argentina, kommer forbi hovedstaden Buenos Aires samt de mest naturskønne steder i Patagonien. Disse rejsemål er kendte og oplagte, og det giver bestemt også mening. Vi har dækket disse destinationer i andre artikler, for det fortjener de. Brug blot søgeformularen for at finde dem.
Men hvis du har lang tid i Argentina, og du vil ud at udforske nogle lidt mindre omtalte steder, så har vi også en række anbefalinger. De kommer her.
Tandil

Tandil er en skøn by, som ligger omtrent fire timers kørsel væk fra hovedstaden Buenos Aires. For os danskere er byen særligt interessant, da Tandil er centrum for den dansk-argentinske kultur idet mange af de danske migranter bosatte sig i landområderne omkring byen. Med tiden samlede mange af dem sig i byen Tandil, som i dag har mere end 100.000 indbyggere. Der er både dansk kirke, klub og monumenter i Tandil.
Der er også gode restauranter i Tandil, og de er mere prisvenlige end dem i Buenos Aires. Kvaliteten er også højere. Byen er kendt for picada, hvilket er når du bestiller en tallerken med diverse former for ost og skinke.
Hvis du er til vandring, er der fine muligheder i nærheden. Jeg vil varmt anbefale at besøge byens skønne Parque Independencia, som har flotte bygninger, monumenter og en god udsigt, når du kommer op på toppen. Ellers er byens rådhus og domkirke værd at besøge. Tandil er en meget rolig og sikker by i forhold til andre rejsemål i Argentina.
Rosario
Rosario er nok den by med det værste ry i Argentina. Og det er faktisk ikke helt fortjent, for du kan sikkert besøge Rosario som turist, hvis du opholder dig i byens centrum. Det er de vestlige distrikter, der bør undgås.
I centrum finder du flot arkitektur, der snildt matcher bygningerne i Buenos Aires. Der er flotte gallerier, spændende butikker, og ikke mindst gode caféer og restauranter.
Det store monument til ære for Argentinas flag ligger helt i centrum og bør opleves i Rosario. Det er et relativt stort kompleks, som består af en obelisk, masser af argentinske flag, en ildflamme, samt en stor åben plads.
Estévez-museet er et andet højdepunkt. Det er et gratis museumshus med flot kunst, klassiske dekorationer og en rigtig rig historie. Kulturlivet er generelt glimrende: Du finder flere andre gode museer, teatre, kunstbiografer, og naturligvis fodboldklubber. De er meget passionerede omkring fodbold i Rosario, med en permanent rivalisering mellem de to store lokale klubber, Newell’s Old Boys og Rosario Central.
Tucumán
Flere destinationer i det nordlige Argentina er populære. Mange turister besøger fx Salta og Jujuy, samt vandfaldene i Iguazú. Dem anbefaler vi helt klart; men der er en anden by, som er undervurderet og som ikke bør overses.
Der er nemlig tale om Tucumán, en ret stor by med over 600.000 indbyggere. For det første er der spændende historie i Tucumán, da landets uafhængighed blev underskrevet i byen, og du kan besøge bygningen hvor det foregik.
Byen har en overraskende mængde af flotte bygninger, grønne pladser, og små lokale bymuseer. Naturområderne omkring Tucumán er også flotte. Der er små vandfald, floder, planteliv blandt andet med kaktusser, og generelt gode muligheder for vandreture. Maden er god, og Tucumán er især kendt for deres empanadas.
Indbyggerne i Tucumán er yderst venlige og byen er prisvenlig i forhold til Argentinas primære turistdestinationer. Der er nemlig ikke mange, der besøger Tucumán, selv ikke lokale argentinere fra andre dele af landet.
San Rafael
San Rafael er en by, der ligger i provinsen Mendoza, dog relativt langt væk fra selve byen Mendoza.
Det er en by med en rig historie, for de spanske ekspeditioner begyndte allerede i 1500-tallet. Der stod engang et fort i byen. I dag er der kun rester, men det er stadig spændende at opleve.
San Rafael har et behageligt klima (langt de fleste dage byder på solskin og varme; selv om vinteren). Der er skønne naturforhold omkring byen, både i form af bjerge, bakker, dale, m.v.
I selve byen er der meget grønt. Flotte pladser, stille og roligt, men også kultur og aktiviteter. Byen har 118.000 indbyggere. Det er et rejsemål, som mange velhavende argentinere nyder at besøge. Men San Rafael modtager ikke særligt mange turister fra andre lande, hvilket er en skam. Du kan komme dertil med direkte fly fra Buenos Aires, eller ved at tage en tre timers køretur, hvis du opholder dig i byen Mendoza.
Luján
Luján ligger omtrent 70 kilometer væk fra hovedstaden Buenos Aires. I bil tager turen lidt over én time, og i bus kan du forvente en køretur på godt to timer.
Det gør Luján til en oplagt dagstur. Men der er ikke ret mange turister, der tager den. Og det er en skam, for Luján har nogle fine ting at byde på.
Byen er mest kendt for sin store basilika, der er en af Argentinas flotteste kirker. Den er dekoreret i nygotisk stil og bygget til ære for landets skytshelgen. Mange argentinere tager selv på pilgrimsrejse til Luján for at besøge kirken.
Derudover er der flere gode museer og en relativt stor forlystelsespark. Luján kan fint besøges på en dagstur, hvor du ankommer om morgen og tager tilbage til Buenos Aires igen om aftenen. Men der er faktisk så mange attraktioner, at du også fint kan blive i byen i et par dage.
Det skal også nævnes, at der i landsbyerne omkring Luján findes mange små, prisvenlige restauranter med meget god mad. Der er oftest tale om parrillas, altså traditionelle argentinske bøfhuse.



