Skal man give drikkepenge i Argentina?

Generelt er det kutyme at give drikkepenge, når du spiser ude i Argentina. Det gælder både i Buenos Aires og i de mindre byer.

Drikkepenge er som udgangspunkt ikke inkluderet i regningen, så det forventes generelt, at du giver lidt kontanter, når du går. Mange lokale går direkte op til tjeneren og giver dem drikkepenge i hånden, når de forlader stedet. Du kan dog også – hvis det er en normal restaurant i et godt område – lægge pengene på bordet, når du går.

Hvor meget giver man i drikkepenge i Argentina? Det afhænger faktisk af stedet. Når du spiser på en snackbar, café, mindre parrilla eller lignende, har jeg set at de lokale ofte bare giver et fast beløb, det der cirka svarer til 1000 pesos / $1 USD / 7 kroner. Ved reelle restauranter, hvor man sidder ned længe og får god service, kan du give 10% i drikkepenge som standard, og 15-20% hvis oplevelsen er virkelig god.

På barer og natklubber forventes drikkepenge ikke, men de accepteres med glæde. Ofte står der en skål til drikkepenge i baren, og ellers kan du give direkte til bartenderen. Du får du altid penge retur, når du køber en øl eller en drink, også selvom det bare er småbeløb.

Når du kører i taxi forventes drikkepenge heller ikke, men igen – de accepterer gerne, hvis du selv tilbyder. Lad os sige din tur koster 4600 pesos, og du betaler 5000. Så vil chaufføren finde 400 pesos til at give retur, medmindre du selv siger at resten er drikkepenge. Har du haft en virkelig god tur, som fx en interessant samtale med chaufføren hvor han giver gode informationer, eller hvor han gør sit allerbedste for at du kommer frem til noget vigtigt til tiden, kan du overveje at give et særligt stort tip.

Ordet for drikkepenge/tips på argentinsk spansk er propinas.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top